Lidt om racen British Shorthair

Lidt om racen

British Shorthair

 

British Shorthair er en katterace, der ofte kaldes "bamsekatten" pga dens store og bløde udseende. Den er Englands nationalkat, og har været opdrættet i over 100 år.

Den var tidligere kendt som British Blue eller Chartreux katten, men nu er det kun katte med franske aner, der må beholde dette navn. Racerne blev adskilt i 1977.

Mange refererer tit til racen som "Britten".

Oprindelse

British Shorthair er efterkommer af katte, bragt til Britannien af romerne, hvorefter den er blevet parret med vilde katte. Senere blev den krydset med persere for at forbedre pelsens kvalitet og tæthed. Racen blev standardiseret i 1900-tallet, og British Shorthair blev første gang vist på en katteudstilling i 1871. Deres popularitet faldt omkring 1940'erne, men efter 2. verdenskrig er opdræt af British Shorthair vokset, og den er nu én af de mest opdrættede racer.

 

Racen

British Shorthair har en meget tyk, plysset pels der skal føles "sprød". Øjnene er store og runde, ofte i kobberfarver. De har et stort, rundt hoved med tykke kinder, og en velpolsteret krop. Lever typisk 14 til 20 år. British Shorthair er store og muskuløse. Racen har et bredt bryst, korte ben, runde poter og en tæt, men ikke fluffy hale der ender i en rund halespids. British Shorthair hannerne er størrere end hunnerne, og de ukastrerede hanner får et utrolig bredt ansigt. Hannerne vejer mellem 5 til 10 kilo, hvor hunnen "kun" vejer omkring 4 til 6 kilo.

Racen er ca. 3 år om at blive færdigudviklet og kan derfor til tider se sjov ud, da de forskellige dele af kroppen vokser i forskellige hastigheder.

 

Temperament

British Shorthair er en rolig race, der kommer af dens krydsning med perserkatten. Den har en stabil karakter, og kan nemt holdes i lejlighed. den kræver ikke så meget opmærksomhed som fx siameseren, dog kan den godt lide at lege, men ikke vildt. Den er glad for styrketræning som kan ses på fysikken, hvilke også medvirker til det rolige temperament. Den er normalt ikke destruktiv eller hyperaktiv. Den er god som familiekat, men bryder sig som regel ikke om at blive båret rundt på.

 

Vores erfaringer med racen

Vi har efterhånden fået en del erfaringer med British Shorthair, da vi har haft racen siden starten af 2007.

Vi er fuldstændig forelsket i dens sind og adfærd.

Det er en rolig og ikke særlig aktiv kat der aller helst vil være hvor dens mennesker er. Når den lukkes ud, går den aldrig ret langt. Ofte er den bare på terressen og slapper af. Når vi går i haven og arbejder følger de efter og ligger sig der hvor vi nu engang er.

Racen er meget glad for mad på samme måde som en labrador og man skal være over den, for at den ikke skal blive for tyk. De har dog alle sammen en lille "mave" som hænger lidt forneden.

Racen er ikke en slagsbror, men lader sig heller ikke skræmme. Den bliver bare siddene og venter til at en evt. fremmed kat forsvinder igen. Britten har størelsen med sig.

Britten er en kat der helt automatisk bliver en del af familien. Den er hvor du er, den er rolig og kælen, hengiven over for sine mennesker. Man er ikke bare reduceret til at være en foderrmaskine.